Af Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA 

Allan Kortnum, forperson, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne

Det er næppe gået mange næser i den danske uddannelsessektor forbi, at temaet på årets Sorømøde var kunstig intelligens.

Men det var som om, en stor del af vores uddannelsessystem slet ikke var en del af samtalen – nemlig erhvervsuddannelserne.

Debatterne tog igen og igen udgangspunkt i vores gymnasier og universiteter. Om skriftlige opgaver, eksamener og risikoen for snyd.

AI er en del af den faglærte virkelighed

Men på erhvervsuddannelserne er ai for længst rykket ind i undervisningen.

Kunstig intelligens er indarbejdet i en stor del af uddannelsernes bekendtgørelser, fordi det er en del af den virkelighed, eleverne møder på arbejdspladserne.

Derfor kan det undre, at ai i koblingen med vores uddannelsessystem nærmest får karakter af en månelanding, der skal planlægges. Vi siger ikke, at det er nogen nem opgave, men vi siger, at der faktisk er et oplagt sted i vores etablerede uddannelsessystem at starte.

Erfaringerne findes allerede

Erhvervsskolerne har i årevis arbejdet med at koble ny teknologi, faglighed og praksis.

De ved noget om, hvordan man lærer elever at bruge værktøjer professionelt, og hvordan man vurderer deres kompetencer, når fokus er på, hvad de kan udføre, frem for hvad de kan gengive. De ved, hvordan man underviser og eksaminerer i en virkelighed med kunstig intelligens.

Det betyder ikke, at erhvervsuddannelserne har alle svarene. Men de har erfaringer, som fortjener en langt mere central plads i den uddannelsespolitiske debat.

Fremkaldervæske for et gammelt problem

Hvorfor har man så ikke kigget til dem for længst?

Problemet er, at mens erhvervsuddannelserne har haft stor politisk bevågenhed, har investeringerne i viden og forskning om området været mere beskedne.

Der findes knap nok en infrastruktur til at indsamle og omsætte den dyrebare viden, der bor i erhvervsskolelærerne og deres institutioner.

Det bider nu sig selv i halen i den proces, hvor vi skal udvikle og definere den særlige, praktiske epx-didaktik og dertilhørende eksamener.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor værdifuldt et systematisk indsamlet datagrundlag fra vores erhvervsuddannelser ville have været i den kontekst.

Tilbage ved ai-debatten står vi nu – igen – i en situation, hvor nogle af de mest relevante erfaringer med ai i undervisning og kompetencevurdering faktisk findes, men fordi vidensgrundlaget i langt højere grad er erfaret fremfor dokumenteret, er det svært at bruge som afsæt for at løse udfordringer i andre dele af uddannelsessektoren.

Men vi må i det mindste gøre forsøget, og et oplagt sted at starte er ved at invitere erhvervsuddannelserne ind i samtalen om ai i uddannelse.