Af Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA

Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef, Dansk Erhverv

I 2014 fik erhvervsuddannelserne efter mange års debat et adgangskrav på to i dansk og matematik. Det markerede et vendepunkt: Respekten for de faglærte uddannelser skulle genskabes, og bestræbelserne kulminerede sidste år med erhvervsuddannelsernes år, EuroSkills i Herning og en plads i Kongens nytårstale.

Anerkendelsen førte imidlertid ikke til flere elever. Søgningen stagnerede, og ønsket om flere faglærte var derfor med til at sætte gang i arbejdet med et nyt ungdomsuddannelsessystem. Undervejs gled det mål imidlertid ud af reformen.

Og nu – hvor vi står på kanten til et nyt ungdomsuddannelseslandskab – kan man spørge sig selv, om fremtiden er lys eller mørk for fremtidens faglærte. Der er lyspunkter, men også sorte skyer forude.

Hvem skal sikre den almene dannelse?

Den første sorte sky er, at det ser ud til, at bunden – i alle fald visse steder i landet – er gået ud af folkeskolen. Konsekvensen af de resultater vil i første omgang blive en opgave for fgu, men man må formode, at det også vil lede til flere børn og unge i juniormesterlære, ligesom flere sandsynligvis vil vælge en erhvervsuddannelse på det, som i folkemunde bliver kaldt ’cykelstien’.

Virkeligheden for disse unge vil være, at det i vid udstrækning bliver virksomhederne, som skal påtage sig en langt større dannelsesopgave end tidligere. På juniormesterlære er det alene dansk og matematik, som er obligatorisk. Og cykelsti-versionen af erhvervsuddannelserne har langt mindre tid til dannelsesopgaven, fordi grundforløb 1 er nedlagt efter 2030.

De unge på juniormesterlære vil ikke nødvendigvis modtage undervisning i for eksempel historie eller samfundsfag, og de unge, som kommer fra cykelstien, mister 20 ugers grundforløb og for manges vedkommende også 10. klasse. 

Altså betragteligt mindre til den almene dannelse. Der er ingen, som siger, at virksomhederne ikke kan danne og uddanne børn og unge på vigtige måder. Men de er ikke sat i verden for at bedrive historieundervisning eller uddanne myndige, kritiske borgere.

Vi risikerer altså, at en del af fremtidens faglærte har et smallere fundament med sig end i dag. Og vi må som samfund forholde os til, hvordan vi sikrer, at også disse unge får den bede ballast med sig, som vi i andre sammenhænge er så optaget af.

Teori og praksis smelter ikke sammen af sig selv

Til gengæld er der håb, når det kommer til ambitionen om, at epx skal være en gymnasial uddannelse til en målgruppe, som sukker efter undervisning, der er mere virkelighedsnær og praktisk end det, de møder i dag.

Det store spørgsmål bliver, om vi kan designe en gymnasial uddannelse, som kan løfte stadig flere unge med to-taller i bagagen til et gymnasialt niveau. Forudsætningen er alle enige om: Ny didaktik, ny pædagogik, nye taksonomier, nye prøveformer og så videre. 

Det lyder lettere, end det er.

Da man for ti år siden skulle designe eux’en endte det integrerede teori/praksis-spor i vid udstrækning blindt. Som elev på eux har du derfor både teori og praksis. Men adskilt. Først det ene og så det andet.

Der er ikke i nævneværdigt omfang tale om matematik eller dansk på en ny måde, ligesom der er lærere, som underviser i det praktiske, og andre lærere, der underviser i det teoretiske.

I virkelighedens verden er integrationen af teori og praksis en uendelig svær opgave.

Det ændrer ikke ved, at det er den helt afgørende forudsætning for, at epx kan blive den attraktive uddannelse for op mod 40 procent af de unge, som er den politiske ambition og dét, alle drømmer om. 

Den uddannelse, hvor unge med vidt forskellige forudsætninger, når det gælder deres teoretiske og praktiske færdigheder, kan mødes og blive udfordret, men ikke overmandet. Så alle kommer til at mestre mere end det, der er muligt i det nuværende ungdomsuddannelsessystem.

Systematisk forskning i erhvervsuddannelserne er forsømt

I arbejdet med at designe sådan en uddannelse er vi dårligt hjulpet af mange års forsømmelse, når det gælder systematisk forskning på og i erhvervsuddannelserne. 

Det er tillige et problem, at forskningen udføres af mennesker, som er rundet af noget helt andet, nemlig det teoretiske, abstrakte og akademiske. Deres sprog, erfaringer og forståelse af verden er – ligesom undertegnedes – en anden. Inddragelse af erhvervsskolelærerne og de oplæringsansvarlige i forskningen er en mangelvare.

Når viden ikke er verificeret og nedskrevet, så er det svært at skalere og udbrede. Det betyder, at der er en risiko for, at blandingsforholdet mellem det traditionelle gymnasiale ’sprog’ og erhvervsuddannelsernes ’sprog’ ender i det gymnasiales favør – for her er der et rigt sprog, masser af forskning og fag med dybe traditioner, som kan spille ind i det nye curriculum.

Mange af eleverne på epx vil være de tidligere elever i 10. klasse, grundforløb 1 og eux – og hvis de skal have en chance for at folde sig ud fagligt, så skal vi lykkes med dansk, matematik, historie, kulturfag med videre på en ny måde. Men vores viden om, hvordan det gøres, er mangelfuld.

Vidt forskellige udgangspunkter

Selv hvis epx’en lykkes med det vanskelige greb, så vil erhvervsuddannelserne efter 2030 skulle rumme elever med meget forskellige forudsætninger: Unge fra juniormesterlære og cykelstien, som i høj grad er uddannet i virksomhederne, og elever fra epx eller en treårig gymnasial uddannelse med en stærkere almen ballast. 

Spørgsmålet er, hvordan aftagerne vil se på de forskellige typer af faglærte – og om der vil opstå nye former for lagdelinger og hierarkier på erhvervsuddannelserne.

Når det gælder erhvervsskolerne, så vil mange af dem kunne lave gode epx-uddannelser. 

Her vil unge, som ikke har kunnet finde en plads i et ungdomsuddannelsessystem, hvor man i alt for høj grad skulle vælge mellem det praktiske og det teoretiske, kunne fagligt boltre sig og fagligt trives. 

Men de erhvervsskoler, som ikke får epx-udbuddet – og dermed mister grundforløb 1, dele af grundforløb 2, eux– vil stå amputerede og svækkede tilbage. Især hvis de samtidig skal aflevere deres erhvervsgymnasiale aktiviteter. 

Konsekvensen vil med al sandsynlighed være, at de må lukke en række af deres udbud af erhvervsuddannelser. Dermed bliver der færre valgmuligheder for de unge, som af den ene eller anden grund ikke kan eller vil gå den gymnasiale vej.

Hvis man vender blikket fra erhvervsskolerne og ser på erhvervsuddannelserne, er det altså svært ikke at blive bekymret. Ingen ved, om epx vil føre til flere eller færre faglærte. 

Mange steder i landet frygter man det sidste, fordi mulighederne på papiret synes større med en epx i baglommen, afhængigt af hvordan uddannelsen ender med at se ud. Det kan være godt nyt for nogle unge, men nok også mindre godt for andre, som risikerer at miste et stærkt erhvervsfagligt miljø i nærområdet.

Hvad er planen for erhvervsuddannelserne?

Lige nu er debatten med god grund fokuseret på epx. Men tankerne om, hvordan erhvervsuddannelserne skal være et attraktivt valg i egen ret, når epx ser dagens lys, er indtil videre helt fraværende.

For hvis hele ungdomsuddannelsessystemet anskues gennem en gymnasial linse, hvor skal fremtidens dygtige faglærte så komme fra? Og hvordan vil undervisningsministeren nå sin ambition om 1,1 million faglærte i en periode, hvor antallet af faglærte alene på grund af demografien vil falde med 160.000 de kommende ti år?

Arbejdet med at styrke erhvervsuddannelserne er altså ikke gjort med EuroSkills og kongens nytårstale, men fordrer at vi holder fast i ambitionerne. 

Og en afpillet erhvervsskolesektor med ringere muligheder for at opretholde et bredt udbud, som både er fagligt og økonomisk ansvarligt, vil på sigt forpurre ethvert ønske eller mål om flere faglærte.

Der er derfor brug for at sikre den erhvervsfaglige linse, når indholdet af epx defineres og institutionsstrukturen lægges fast. 

Ikke som modsætning til det gymnasiale, men som en vej til den nødvendige balance mellem det gymnasiale og det erhvervsfaglige.

Forudsat at vi stadig har en fælles ambition om at uddanne flere faglærte.