»Kære dig, der savner lyden af kridt på en tavle og glæden ved at se en elev knække læsekoden...«

Sådan indleder Socialdemokratiet deres Instagram-opslag til de cirka 40.000 læreruddannede, der arbejder uden for folkeskolen.

»Du blev for presset, rammerne for inklusion og lange skoledage for de mindste stod i vejen, men du savner at være folkeskolelærer,« lyder appellen videre.

Budskabet er klart: Kom tilbage – vi har brug for jer.

Og netop flere lærere er selve forudsætningen for, at den såkaldte ‘lilleskole’ kan blive til virkelighed.

Men når efterspørgslen på uddannede lærere stiger, ved vi også, hvem der taber konkurrencen: De skoler, der i forvejen har sværest ved at tiltrække dem.

Lærermanglen er ikke bare stor, den er socialt skæv

Lilleskoleudspillet lover mindre klasser og mere nærvær. Det er entydigt godt at investere i folkeskolen, som er en afgørende samfundsbærende institution. Men visionen kræver omkring 4.000 ekstra lærere, og ifølge AE er det allerede nu næsten hver femte nyuddannede lærer, der forladerfolkeskolen inden for tre år, mens knap hver fjerde er væk inden for fem år. Samtidig kan VIVE påvise, at 13 procent af folkeskolelærerne ikke er læreruddannede.

Og vigtigst: Lærermanglen rammer allerede nu socialt skævt. Det har vi i DEA peget på igennem flere år.

For eksempel viser en af vores analyser, at skoler med en større andel elever, hvis forældre ikke har en videregående uddannelse, har færre undervisere med en læreruddannelse end skoler i mere uddannelsesstærke områder.

Og vi kan også se, at folkeskolen generelt er blevet mere opdelt, hvilket går særligt udover de fagligt svageste børn.

Det betyder, at de børn, der har størst behov for stærke faglige miljøer, ofte får mindst.

Hvis lilleskolen udvider antallet af klasser uden tilsvarende rekruttering af uddannede lærere, er der en betydelig risiko for, at den eksisterende skævhed forstærkes frem for at mindskes.

Det handler ikke kun om klassestørrelser – men om kvalitet

Hvis vi opretter mange nye klasser i indskolingen uden at have uddannede lærere nok, bliver det uundgåeligt at trække flere uuddannede undervisere ind. Det er ikke uden betydning. Vi ved for eksempel fra vores egen analyse, at elever i gennemsnit får lidt højere afgangskarakterer i dansk, når de undervises af en læreruddannet danskunderviser.

Ligesom vi gerne vil behandles af en læge, som er uddannet til lige præcis den profession, så er didaktik, faglig viden og klasseledelse kompetencer, som tilegnes på de forskellige læreruddannelser.

Det er derfor ikke et spørgsmål om 14 eller 20 elever, men om hvordan de faglige ressourcer fordeles.

Spørgsmålet er, hvilke børn der får adgang til undervisning varetaget af uddannede lærere i fagene – og hvilke der ikke gør.

I praksis betyder det, at nogle børn møder læreruddannede faglærere, mens andre i højere grad undervises af vikarer eller pædagoger, som bidrager med vigtige kompetencer, men ikke har en læreruddannelse i faget.

Hvis lilleskolen skal blive et løft, er en fremrykkelse af meritlærerordningen eller et bedre arbejdsmiljø ikke nok. Der må følge en seriøs plan for at:

• Sikre, at lærerne vælger folkeskolen til – og bliver der.
• Tiltrække de læreruddannede, der i dag arbejder andre steder.

For uden uddannede lærere bliver ingen reform socialt og fagligt udlignende. Tværtimod risikerer vi, at en velment vision ender med at øge uligheden i folkeskolen, i stedet for at mindske den