Tænketanken DEA har ansat Johanne Køpfli Møller som ny analysechef. Med ansættelsen styrker DEA sin ambition om at levere analyser, der kombinerer høj metodisk kvalitet med tæt kobling til politiske beslutningsprocesser.
Johanne Køpfli Møller kommer senest fra Københavns Universitet, hvor hun har arbejdet med forandringsprocesser på uddannelsesområdet, herunder kandidatreformen og KUs efter- og videreuddannelsessatsning. Hun har derudover mere end 15 års erfaring med analyser af særligt uddannelsesområdet, bl.a. fra sin tidligere stilling som senior manager hos Rambøll.
I DEA får Johanne Køpfli Møller særligt ansvar for at styrke og videreudvikle tænketankens kvalitative analysearbejde samt projektorienteret fundraising.
“Johanne kommer med en stærk metodisk faglighed, stor erfaring med ekstern finansiering og et solidt kendskab til skole-, uddannelses- og forskningsområdet. Det er helt afgørende kvalifikationer for DEA, når vi skal levere analyser, der både er fagligt stærke og relevante for beslutningstagere og praksis,” siger Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA.
Johanne Køpfli Møller har gennem sin karriere arbejdet tæt på uddannelses- og forskningsinstitutioner og har altid brændt særligt for kvalitative metoder. Nu ser hun frem til bruge sine kompetencer til at styrke DEAs analysearbejde yderligere.
“Jeg glæder mig meget til at videreudvikle DEAs analysearbejde og til at løfte den kvalitative del endnu mere. Kvalitative metoder er helt centrale, hvis vi vil tæt på hverdagen på landets skoler og uddannelsesinstitutioner og forstå den kompleksitet, som reformer, politikker og initiativer skal implementeres i. Det er noget at det, jeg ser mest frem til at arbejde med hos DEA,” siger Johanne Køpfli Møller.
Hun tiltrådte stillingen som analysechef i Tænketanken DEA 1. marts.
Kontakt for mere information