Hent og bliv klogere
Konklusion
Børn i lav trivsel, med højt fravær og lavere testscorer skifter oftere skole uden at det sker i forbindelse med flytning, og forældre fremhæver social og faglig mistrivsel som centrale årsager til skoleskift. Analysen viser, at skoleskift for nogle børn kan være forbundet med bedre trivsel på den nye skole, men at udviklingen i trivslen afhænger af barnets trivsel før skiftet. Samtidig stiger fraværet gennemsnitligt efter et skoleskift, og testscorerne falder marginalt, når vi sammenligner børn, der skifter skole med de øvrige børn. Analysen viser også, at forældres oplevelse af skolens samarbejde og håndtering af de udfordringer, som forældrene oplever, bliver udslagsgivende for valget om at skifte skole. Forældre peger på, at trivsel, stabile relationer og støtte til deres barn vægtes højt, når de skal vælge en ny skole.
Motivation
Når børn mistrives fagligt eller socialt, bliver skole-hjem-samarbejdet og skolens håndtering af udfordringer afgørende for, om familier oplever, at barnet kan hjælpes dér, hvor det er. For nogle familier ender skoleskift med at blive en reaktion på oplevede udfordringer, men det rejser også spørgsmålet om, hvilke underliggende problemer, der går forud for skiftet, og hvad der skal til for at støtte børnene tidligere. Analysen undersøger derfor, hvem der skifter skole, hvorfor forældre træffer beslutningen, og hvordan børnene klarer sig efterfølgende.
Metode
Analysen bygger på et kombineret datagrundlag med registerdata, en spørgeskemaundersøgelse blandt forældre med børn i alderen 4-15 år samt kvalitative interviews med forældre, der har erfaring med skoleskift. Registeranalysen tager udgangspunkt i folkeskoleelever, der gik i 0.-6. klasse i skoleårene 2018/19-2022/23, og sammenligner hvordan elever, der skifter folkeskole uden at flytte bopæl, klarer sig sammenlignet med de øvrige børn i folkeskolen.
Kontakt for mere information