Af: Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA

I anledningen af 8. marts var jeg endnu engang inviteret til debat om kvinder og karriere. Det er ikke første gang i mit arbejdsliv – og sandsynligvis heller ikke sidste. For selvom kvinderne siden begyndelsen af 90’erne har været i overtal på universiteterne, så er der stadig langt mellem kvinderne på direktionsgangen og i bestyrelseslokalerne.

Det er ærligt talt overraskende – nærmest kontraintuitivt - for som Anne Knudsen skrev i bogen ”Her går det godt – send flere penge” fra 1996:

”Om 20 år bliver flertallet af de økonomiske vismænd, departementscheferne og bestyrelsesformændene nødt til at være kvinder, hvis disse stillinger skal have samme uddannelsesprofil, som de har i dag”.

Der er nu gået 30 år. Og den fremtid som Anne Knudsen beskriver mangler stadig at materialisere sig. Danmark er i bund og grund stadig et ufatteligt kønsopdelt samfund. På uddannelserne. På arbejdsmarkedet. I hjemmene.

Det handler om strukturer – men også om kultur, normer og værdier. Og her har historien vist os, at kultur, normer og værdier er uhyggeligt vanskelige at flytte. Ikke umulige, men vanskelige. Og det starter tidligt. Derfor må vi også sætte ind tidligere. Og her er skole- og uddannelse et oplagt område at se på.

Derfor kan det også undre, at der i de sidste par år, er vedtaget reform efter reform, uden at køn er en del af ligningen.

Den første store – meget alvorlige - bekymring er drengene. I de sidste 16 år er karakterforskellene mellem drenge og piger fordoblet, viser en undersøgelse fra Rockwool Fonden. Tal fra Børne-og Undervisningsministeriet viser, at syv ud af ti piger vil få en videregående uddannelse, mens det kun gælder fem ud af ti drenge. Ligesom en undersøgelse vi gennemførte i Tænketanken DEA viste, at unge helt generelt aldrig har fået så meget uddannelse som i dag. Men der er én undtagelse: drenge, som er vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe.

Den anden store bekymring er, at mænd og kvinder fordeler sig meget forskelligt på både erhvervsuddannelserne og på de videregående uddannelser. Resultatet er ikke alene, at det kan blive vanskeligt at finde en mandlig psykolog, eller at den pige, som vil være murer, vil møde ufatteligt mange barrierer. Sandheden er også den, at dér, hvor vi mangler arbejdskraft, typisk også er der, hvor vi har meget kønsskæve uddannelser. Sådan går det, når man kun høster på den ene side af marken.

Det skorter ikke på viden

Vi står heldigvis ikke på bar bund, når det gælder viden om, hvad der kan gøre en forskel. Der har gennem tiderne været nedsat flere ekspertudvalg, som er kommet med mange, konkrete anbefalinger. Den seneste ekspertgruppe tog endda udgangspunkt i drengene, som det nye problem i ligestillingsdebatten. Men det vakte ikke megen politisk appetit. Der er også uddannelsesinstitutioner som af egen kraft – og med stor dygtighed – har skabt en reel forandring. Fra erhvervsskoler til universiteter.

Men en enlig svale gør ingen sommer.

Og risikoen for, at uddannelsessystemet bliver mere kønsopdelt i de kommende år, er desværre reelt til stede.

Vi risikerer at forpasse en mulighed

De første tal fra juniormesterlære viser, at tilbuddet ser ud til at appellere mest til drengene. Og der er ikke et ord i bekendtgørelsen om, hvordan tilbuddet kan blive attraktivt for piger. Vi kan håbe på, at kommunerne har blik for, hvad det kræver, hvis juniormesterlære skal være attraktivt for pigerne – men håb er, som det efterhånden er veletableret – ikke en strategi. 

Ekspertgruppen for EPX har gjort sig umage med at designe nogle linjer, som kan tale til både piger og drenge. Det er af egen kraft, for der er intet i den politiske aftale om køn. Men spørgsmålet er, om der ikke netop er en risiko for, at uddannelsen bliver kønsskæv.  

Drengene er nemlig overrepræsenterede i både den kommunale 10. klasse og FGU, som udgør en del af fødekæden til EPX – ligesom pigerne har alle kort på hånden ift. at vælge en anden gymnasial vej, idet de i langt større omfang kan leve op til det højere karakterkrav på stx, hhx og htx.

Naturligvis er der mange andre hensyn end køn, når man designer et nyt uddannelseslandskab, men man sidder med fornemmelsen af, at vi risikerer at forpasse en mulighed.

Det danske bidrag til samtalen om køn

Køn bliver typisk hældt ned ad brættet som et politisk validt spørgsmål med bemærkningen: Er det virkelig et problem, at drenge bliver smede og piger bliver sygeplejersker? Det er det særligt danske bidrag til samtalen om køn.

Og nej det er ikke et problem for den enkelte. Men det er et problem, at vores børn vokser op i et kønsnostalgisk samfund med fastlåste kønsstereotyper. Det er ikke bestemt af Gud, at sygeplejerskefaget er for kvinder. Sådan er det ikke i en række andre lande. Og engang var bygningsmaler et fag for mænd – i dag vrimler det med kvinder. Men det sker ikke af sig selv.

Hvis vi ikke får arbejdet med køn – og bevidst arbejder for, at fremtidige generationer kan have mere ligeværdige muligheder og friere valg, så frygter jeg, at det leder til større polarisering.

For jeg forstår godt den unge mand i Udkantsdanmark med ingen eller kort uddannelse, som ikke kan se sig selv som vinder eller reproducerende af patriarkatet. Men jeg forstår også godt den unge kvinde, som er vred. Fordi hun kan konstatere, at det på trods af succeserne i uddannelsessystemet stadig ikke er lykkes kvinder at omsætte deres kvalifikationer til den magt, indflydelse og løn, som deres kompetencer berettiger dem til. Og jeg forstår, hvorfor de to unge her kan have svært ved at mødes i en respektfuld samtale.