GlobalSite

Sats nu på de høje uddannelser

11. juli 2010

Der er gode nyheder til de højtuddannede. Og til Danmark. Flere nye tal viser nemlig, at øget uddannelse og højtuddannede medarbejdere kan være en central vej til øget vækst og produktivitet.

Efter at krisen længe har hvilet tungt over dansk erhvervsliv, er der nu mere optimistisme at spore. Nye tal fra DI Videnrådgiverne viser, at virksomhedernes forventninger til fremtiden nu er mere optimistiske end tidligere. Ud over den generelle optimisme rummer forventningerne til nyansættelserne særligt godt nyt for de højtuddannede. Hele 82 procent af forventningerne til nyansættelser retter sig nemlig mod den målgruppe.

At der er rigtig god ræson og ikke mindst forretning i at ansætte højtuddannede medarbejdere, viser en ny analyse gennemført af tænketanken DEA. Her kortlægges nemlig en meget klar sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet.

Hvor vi længe har kendt til produktivitetseffekter for den enkelte som følge af øget uddannelse, giver analysen ny viden om, hvordan personer med videregående uddannelse bidrager til produktiviteten for de øvrige ansatte og virksomheden som helhed. Den højtuddannede kan f.eks. øge de øvriges produktivitet ved at skabe bedre processer, organisationsstrukturer eller ledelsesudvikling. Initiativer, der har betydning, som rækker langt ud over den enkelte.

DEAs rapport viser, at når vi øger antallet af personer med en lang videregående uddannelse med et procentpoint, så giver det en stigning i BNP på 1 procent. Fremtidig produktivitet kan altså bl.a. sikres gennem ansættelse af højtuddannede medarbejdere.

Det er en faktor, som indtil nu ikke har været toneangivende i kampen om at komme tilbage på vækstsporet. De nye tal fra DI Videnrådgiverne til virksomhedernes forventninger til fremtiden understøtter dette for særligt de videnstunge virksomheder. Det er gode nyheder – både for de højtuddannede og Danmarks fremtidige konkurrenceevne.

Så vi vores opfordring til politikerne er: skaf flere højtuddannede nu!

Af Stina Vrang Elias, adm.direktør i DEA og Henriette Søltoft, branchedirektør i DI Videnrådgiverne

Kommentaren blev bragt i Politiken, den 11. juli 2010