Invester i uddannelse

Der er behov for nye politiske løsninger og værktøjer. Og det er bydende nødvendigt, at vi nu diskuterer, hvor løsningsmulighederne findes. Der er ikke råd til hellige køer, hvis kvalitet og kvantitet i det danske uddannelsessystem skal øges eller fastholdes. Vi skal have modet til at tænke visionært og alternativt.

Vi er nødt til at se udgifter til uddannelse i et nyt perspektiv. Det er langt mere end blot drift - det er investeringer i fremtidens »samfundskapital«.

Og der er rigtig god grund til at investere mere i uddannelse. Faktisk er det sådan, at hver eneste kandidat med en lang videregående uddannelse, der kommer i arbejde, giver en gevinst på Danmarks bundlinje (BNP) på 400.000 kr. hvert eneste år. Det viser en analyse fra DEA og CBS, som har sammenholdt produktiviteten i ca. 150.000 danske virksomheder fra fremstillings- og servicesektoren med medarbejdernes uddannelsesniveau. Resultatet er entydigt: Virksomheder med flere højtuddannede medarbejdere klarer sig langt bedre end virksomheder, hvor størstedelen af medarbejdere har kortere eller ingen uddannelse.

Det er gode nyheder i en tid, hvor dansk erhvervsliv står midt i en historisk produktivitetskrise, der alene de sidste to år har kostet 50 milliarder kr. i tabt produktivitet.

Når vi skal leve af viden og intelligente løsninger, rækker de uddannelsespolitiske problemstillinger langt videre, end vi normalt tænker dem. Her kommer uddannelse til at spille en helt afgørende rolle som en central del af erhvervs- og innovationspolitikken. Uddannelse er krumtappen i Danmarks udviklingsafdeling.

Den altoverskyggende udfordring er, at det offentlige ikke har mulighed for at investere tilstrækkeligt ambitiøst i at lave universitetsuddannelser på det højeste internationale niveau.

På universitetsområdet er vi udfordret af, at andre lande investerer mere end vi. I en OECD-sammenligning er Danmark gået fra at være det land som i 2002 investerede næstmest i universitetsuddannelse til i 2006 at være gledet tilbage på en 7. plads. I samme periode er vores konkurrencekraft og produktivitet faldet tilsvarende i forhold til de lande, vi konkurrerer med.

Hvis vi skal klare os, skal vi have flere gennem uddannelsessystemet. Men kvantitet gør det ikke alene. Kvalitet i uddannelserne skal følge med, og vi skal være opmærksomme på, at nye grupper af studerende, der måtte blive motiveret til at tage en uddannelse, kan komme fra ikke-uddannelsesvante familier. Disse grupper har brug for andre undervisningsformer, mere supervision og feedback fra underviserne. Det øger presset på ressourcerne yderligere. Spørgsmålet er, om studieafgifter kan være en farbar vej, hvis vi i Danmark en dag står i den situation, at vi skal vælge mellem fortsat faldende produktivitet og privat medfinansiering af uddannelse?

DEA, som er en tænketank inden for sammenhængen mellem konkurrenceevne og uddannelse, forskning og innovation, har netop gennemført et studie af erfaringerne med at indføre studieafgifter i ti lande fra Tyskland over Holland til New Zealand. Og nogle resultater springer i øjnene.

Der er ikke er en entydig sammenhæng mellem social mobilitet og gratis uddannelse samt høj SU. Der findes andre metoder til at sikre, at også unge fra ikke-uddannelsesvante familier får en uddannelse. Hvis flere skal tage en videregående uddannelse, så er det vigtigste instrument god grundskole og ungdomsuddannelse.

Kombineres det med oplysning og information om værdien af at tage en uddannelse til grupper, som ikke normalt benytter sig af det videregående uddannelsessystem, ja så kan man mobilisere grupper, som ellers har svært ved at benytte sig af uddannelsessystemet.

I England er antallet af ansøgninger til længere videregående uddannelser fra unge fra ikke-uddannelsesvante familier steget med knap 27 pct. i de sidste fem år. Det er stof til eftertanke i Danmark, hvor 20 pct. af en årgang ikke engang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Der er også nogle adfærdsregulerende effekter af privat medfinansiering. Fx genererer det en hurtigere gennemførelsestid hos de studerende. Studieafgifter kan altså have en positiv effekt i forhold til virksomhedernes voksende behov for højtuddannet arbejdskraft.

En meget vigtig pointe, når vi diskuterer studieafgifter og brugerbetaling, er, at betalingen ikke skal ske up-front, når den studerende påbegynder uddannelsen. I stedet bør udgiften for uddannelse pålægges kandidaten - ikke den studerende. Man kan kalde det udskudt betaling. På den måde er der tale om, at højtuddannede medarbejdere - afhængig af indkomst - tilbagebetaler noget af samfundets investering i deres uddannelse til fællesskabet. En arbejdsløs advokat fritages altså for tilbagebetaling, hvorimod den jurist, som ender som partner i et stort advokatfirma, betaler en del af samfundets investering i hans eller hendes uddannelse tilbage. Men der er også andre muligheder end udskudt betaling.

Vi må diskutere, hvordan virksomhederne kan være med til at medfinansiere fremtidens uddannelser. På efter- og videreuddannelsesområdet er mange virksomheder allerede involveret i at betale opkvalificering af deres medarbejdere, og der er behov for at se med friske øjne på, hvordan virksomhederne også kan finansiere kandidatuddannelser.

En mulighed er via fonde og donationer. I Danmark har vi ikke hidtil haft tradition for donationer. Vi har ganske enkelt for få virksomheder, som kan donere i samme omfang som Google, SUN Systems og Microsoft.

Men det er klart, at man kan finde veje til, at erhvervslivet på den ene eller anden måde understøtter uddannelsen af dygtige kandidater. Og her kan nogle af Danmarks mange fonde måske ændre fokus til at ville spille en større rolle på uddannelsesområdet og være kilde til øget privat finansiering. På denne måde kan man sikre, at fondsmidler investeres i uddannelse - til gavn og glæde for den enkelte og for samfundet som helhed. Det, der er vigtigt at holde sig for øje, er blot, at de eventuelle flere midler, der går til uddannelse, bruges til kvalitetsforbedringer - og ikke blot modsvares af faldende offentlige bevillinger. Så er vi lige vidt.

De sidste par måneder har den offentlige debat primært handlet om, hvor og hvor meget der skal spares, hvis vi skal komme helskindet ud på den anden side af krisen. Det er yderst vigtigt, at vi har fokus på, hvordan vi bedst muligt finansierer kvalitet og volumen i vores uddannelsessystem - og drejer debatten hen imod løsningsmodeller.

Muligheden for indførsel af brugerbetaling og et øget samspil med danske fonde kunne være det første sted, vi startede debatten.

Besparelsessnakken vender med sikkerhed tilbage, når sommeren går på hæld. Her skal vi huske, at uddannelse ikke bare er en driftsudgift, der kan justeres, så tallene passer. Midler brugt på uddannelse er en investering. Og vi har simpelthen ikke råd til ikke at investere på dette område, hvis vi skal sikre produktivitet, virksomhedernes konkurrenceevne og dermed også Danmarks fremtidige velfærd.

Af Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand DEA og Ulrik Bülow, adm. direktør, Otto Mønsted A/S

Kronikken blev bragt i Berlingske Tidende onsdag den 6. juli 2010